Retlig prøvelse er domstolenes beføjelse til at afgøre gyldigheden af retsakter fra den lovgivende og udøvende magt. Hvis domstolene beslutter, at en lovgivende handling er forfatningsstridig, annulleres den. De udøvende og administrative myndigheders beslutninger kan også annulleres af domstolene, fordi de ikke er i overensstemmelse med loven eller forfatningen.
Den amerikanske forfatning nævner ikke udtrykkeligt domstolsprøvelse. Beføjelsen blev første gang gjort gældende af overdommer John Marshall i 1803 i sagen Marbury mod Madison. Marshall, der delvis støttede sig på Alexander Hamiltons skrifter i The Federalist, nr. 78, hævdede, at retsvæsenet logisk set og nødvendigvis havde beføjelse til at gennemgå kongressens og den udøvende magts handlinger. Dette følger af den forudsætning (som er anført i artikel VI i den amerikanske forfatning), at forfatningen er landets højeste lov, og at domstolene, når de træffer afgørelse i sager, skal kunne foretage endelige og bindende fortolkninger af loven. Efterfølgende har staterne vedtaget det samme synspunkt, og deres øverste domstole annullerer almindeligvis love fra lovgivende forsamlinger eller guvernører, der er i strid med statens forfatninger.
Forfatninger vedtaget af andre lande, såsom Tyskland, Italien, Indien og Pakistan, indeholder ofte en eller anden form for domstolsprøvelse. Storbritannien anerkender ikke domstolsprøvelse; den endelige myndighed i britisk lovgivning er parlamentet.
I forbindelse med udøvelsen af deres magt er dommere ved USA’s højesteret undertiden blevet beskyldt for at skrive deres egne politiske synspunkter ind i forfatningen. Deres omstødelse af en del af New Deal-lovgivningen fra 1930’erne førte til forslag om at reorganisere domstolen. Af denne grund har nogle dommere opfordret Domstolen til at være tilbageholdende i udøvelsen af sin magt. Domstolen overholder generelt princippet om, at ethvert angreb på en lovs gyldighed skal overvinde en formodning om dens forfatningsmæssighed. Domstolen har også erklæret, at den ikke vil dømme visdommen i bestemte lovgivningsmæssige og udøvende handlinger og vil undgå politiske spørgsmål, men disse principper er blevet fortolket forskelligt af forskellige dommere.