Patienter med sjældne arvelige problemer med galaktoseintolerance, Lapp laktasemangel eller glukose-galaktosemalabsorption bør ikke tage denne medicin.
Amiodaron kan forårsage alvorlige bivirkninger, der påvirker øjne, hjerte, lunge, lever, skjoldbruskkirtel, hud og det perifere nervesystem (se afsnit 4.8). Da disse reaktioner kan være forsinkede, skal patienter i langtidsbehandling overvåges omhyggeligt. Da uønskede virkninger normalt er dosisrelaterede, bør den mindste effektive vedligeholdelsesdosis gives.
Anæstesi: Forsigtighed tilrådes hos patienter, der undergår generel anæstesi, også hos patienter, der modtager højdosis oxygenbehandling. Før operationen skal anæstesilægen informeres om, at patienten tager amiodaron (se afsnit 4.5 og 4.8, “Interaktioner med andre lægemidler og andre former for interaktion” og “Uønskede virkninger”)
Hjerteforstyrrelser (se afsnit 4.8): En for høj dosis af amiodaron kan føre til alvorlig bradykardi og til ledningsforstyrrelser med fremkomst af en idioventrikulær rytme, især hos ældre patienter eller under digitalisbehandling. Under disse omstændigheder bør behandlingen med amiodaron afbrydes. Om nødvendigt kan der gives beta-adrenostimulerende midler eller glukagon. Hvis bradykardi er alvorlig og symptomatisk, bør indsættelse af en pacemaker overvejes på grund af den lange halveringstid for amiodaron.
Amiodaron er ikke kontraindiceret hos patienter med latent eller manifest hjertesvigt, men der bør udvises forsigtighed, da en eksisterende hjertesvigt lejlighedsvis kan forværres. I sådanne tilfælde kan amiodaron anvendes sammen med andre egnede behandlinger.
På patienter, der tager amiodaron, er der set en forlængelse af QT-intervallet, svarende til forlænget repolarisation med mulig udvikling af U-bølger og deformerede T-bølger. Disse ændringer er tegn på dets farmakologiske virkning og afspejler ikke toksicitet.
På ældre kan hjertefrekvensen falde markant.
Behandlingen bør afbrydes i tilfælde af begyndende anden- eller tredjegrads AV-blok, sino-atrialblok eller bifasciculær blok. Før start af amiodaron anbefales det, at der udføres et EKG og vurderes serumkaliumniveauet. Overvågning af EKG anbefales under hele behandlingen.
Amiodaron har en lav pro-arytmisk effekt. Der er observeret debut af nye arytmier eller forværring af behandlede arytmier med undertiden et fatalt udfald. Det er vigtigt, men vanskeligt, at afgøre, om denne effekt skyldes manglende effekt af et lægemiddel fra en proarytmisk effekt, om dette er forbundet med en forværring af den kardiale tilstand eller ej. Pro-arytmiske virkninger forekommer generelt i forbindelse med QT-forlængende faktorer såsom lægemiddelinteraktioner og/eller elektrolytiske forstyrrelser (se afsnit 4.5 og 4.8). På trods af QT-intervalforlængelse udviser amiodaron en lav torsadogen aktivitet
Amiodaron kan øge defibrilleringstærsklen og/eller pacing-tærsklen hos patienter med en implantabel cardioverter-defibrillator eller en pacemaker, hvilket kan have en negativ indvirkning på apparatets effektivitet. Regelmæssige test anbefales for at sikre, at apparatet fungerer korrekt efter påbegyndelse af behandling eller ændring i posologi.
Svær bradykardi og hjerteblok (se afsnit 4.5):
Livstruende tilfælde af bradykardi og hjerteblok er blevet observeret, når sofosbuvir-holdige regimer anvendes i kombination med amiodaron.
Bradykardi er generelt opstået inden for timer til dage, men senere tilfælde er oftest blevet observeret op til 2 uger efter påbegyndelse af HCV-behandling.
Amiodaron bør kun anvendes til patienter på sofosbuvir-holdige regimer, når andre alternative antiarytmiske behandlinger ikke tolereres eller er kontraindiceret.
Hvis samtidig brug af amiodaron anses for nødvendig, anbefales det, at patienterne underkastes hjertemonitorering på en stationær afdeling i de første 48 timer af samadministrationen, hvorefter ambulant eller selvmonitorering af hjerterytmen skal ske dagligt gennem mindst de første 2 ugers behandling.
På grund af den lange halveringstid for amiodaron skal der også foretages hjertemonitorering som beskrevet ovenfor for patienter, der har afbrudt amiodaron inden for de seneste måneder og skal indledes på sofosbuvir-holdig behandling.
Alle patienter, der modtager amiodaron i kombination med sofosbuvir-holdigt regime, skal advares om symptomerne på bradykardi og hjerteblokering og skal rådes til omgående at søge lægehjælp, hvis de oplever dem.
Hepato-biliære lidelser (se afsnit 4.8): Amiodaron kan være forbundet med en række hepatiske virkninger, herunder cirrose, hepatitis, gulsot og leversvigt. I nogle tilfælde, især efter langtidsbehandling, har resultatet af disse virkninger været fatalt, selv om de sjældent er opstået kort efter behandlingsstart, især efter amiodaron intravenøst. Det er tilrådeligt at overvåge leverfunktionen, især transaminaser, før behandlingen og derefter hver 6. måned. Amiodaron-dosis bør reduceres eller behandlingen afbrydes, hvis stigningen i transaminaser overstiger tre gange normalområdet.
I begyndelsen af behandlingen kan der forekomme forhøjelse af serumtransaminaser, som kan være isoleret (1,5 til 3 gange normalområdet). Disse kan vende tilbage til det normale ved dosisreduktion eller undertiden spontant.
Isolutte tilfælde af akutte leverforstyrrelser med forhøjede serumtransaminaser og/eller gulsot kan forekomme; i sådanne tilfælde bør behandlingen afbrydes.
Der har været rapporteret om kronisk leversygdom. Ændring af laboratorieprøver, som kan være minimale (transaminaser forhøjet 1,5 til 5 gange normalt) eller kliniske tegn (mulig hepatomegali) under behandling i længere tid end 6 måneder bør tyde på denne diagnose. Rutinemæssig overvågning af leverfunktionstest tilrådes derfor. Abnormale kliniske og laboratorieprøveresultater går normalt tilbage ved ophør af behandlingen, men der er rapporteret om fatale tilfælde. Histologiske fund kan ligne pseudo-alkoholisk hepatitis, men de kan være variable og omfatte cirrose.
Der er ingen litteraturrapporter om potensering af hepatiske bivirkninger af alkohol; patienter bør dog rådes til at moderere deres alkoholindtag, mens de tager amiodaron.
Øjenlidelser (se afsnit 4.8): Hvis der opstår sløret eller nedsat syn, bør der straks foretages en komplet oftalmologisk undersøgelse, herunder fundoskopi. Forekomst af optisk neuropati og/eller optisk neuritis kræver tilbagetrækning af amiodaron på grund af den potentielle progression til blindhed. Medmindre der forekommer sløret eller nedsat syn, anbefales opthamologisk undersøgelse årligt.
Sygdomme i åndedrætsorganer, thorax og mediastina (se afsnit 4.8): Patienterne bør vurderes omhyggeligt klinisk og det bør overvejes at foretage røntgenundersøgelser af brystet, før behandlingen påbegyndes. Særligt bekymrende for patienter, der tager amiodaron, er pulmonal toksicitet, hvis symptomer omfatter dyspnø (som kan være alvorlig og uforklarlig ved den aktuelle hjertestatus), ikke-produktiv hoste og forværring af det generelle helbred (træthed, vægttab og feber). Den er normalt langsomt indsættende, men kan være hurtigt fremadskridende. Mens de fleste tilfælde er blevet rapporteret i forbindelse med langtidsbehandling, er nogle få tilfælde opstået kort tid efter behandlingsstart. Lungetoksicitet kan også vise sig som lungefibrose, pleuritis eller pneumonitis, herunder overfølsomheds-, alveolær-, interstitiel- eller bronchiolitis obliterans-organiserende pneumonitis. Hvis der er mistanke om lungetoksicitet under behandlingen, skal røntgenbilleder af brystet gentages og kombineres med lungefunktionstest, herunder om muligt måling af transferfaktor. De indledende radiologiske ændringer kan være vanskelige at skelne fra en pulmonal venøs kongestion. Lungetoksicitet har normalt været reversibel efter tidligt ophør af amiodaronbehandling, med eller uden kortikosteroidbehandling. De kliniske symptomer forsvinder ofte inden for få uger efterfulgt af en langsommere radiologisk og lungefunktionsforbedring. Nogle patienter kan dog forværres på trods af ophør med amiodaron.
Endokrine lidelser (se afsnit 4.8): Amiodaron kan inducere hypothyroidisme eller hyperthyroidisme, især hos patienter med en personlig historie af skjoldbruskkirtelforstyrrelser. Klinisk og biologisk overvågning (herunder ultrasensitiv TSH ) skal udføres før behandlingen hos alle patienter. Der bør foretages overvågning under behandlingen, med 6 måneders mellemrum og i flere måneder efter ophør af behandlingen. Dette er særlig vigtigt hos ældre mennesker. Hos patienter, hvis historie indikerer en øget risiko for skjoldbruskkirteldysfunktion, anbefales regelmæssig vurdering. Serum usTSH-niveauet bør måles, når der er mistanke om skjoldbruskkirteldysfunktion.
Amiodaron indeholder jod og kan derfor interferere med radiojodoptagelse. Skjoldbruskkirtelfunktionstest (fri-T3, fri-T4, usTSH) kan dog fortsat fortolkes. Amiodaron hæmmer den perifere omdannelse af levothyroxin (T4) til trijodthyronin (T3) og kan forårsage isolerede biokemiske ændringer (stigning i serum frit-T4, frit-T3 er let nedsat eller endog normalt) hos klinisk euthyroide patienter. Der er i sådanne tilfælde ingen grund til at afbryde amiodaronbehandlingen, hvis der ikke er kliniske eller yderligere biologiske (usTSH) tegn på skjoldbruskkirtelsygdom.
Hypothyroidisme
Hypothyroidisme bør mistænkes, hvis følgende kliniske tegn forekommer: vægtøgning, kuldeintolerance, nedsat aktivitet, overdreven bradykardi. Diagnosen understøttes af en stigning i serum usTSH og et overdrevet
TSH-svar på TRH. T3og T4, niveauerne kan være lave. Euthyroidisme opnås normalt inden for 3 måneder efter ophør af behandlingen. I livstruende situationer kan amiodaronbehandling fortsættes, i kombination med levothyroxin. Dosis af levothyroxin justeres i henhold til TSH-niveauerne.
Hyperthyroidisme
Hyperthyroidisme kan forekomme under amiodaronbehandling eller, op til flere måneder efter seponering. Kliniske træk, såsom vægttab, astheni, rastløshed, stigning i hjertefrekvens, begyndende arytmi, angina, kongestiv hjertesvigt bør advare lægen. Diagnosen understøttes af et fald i serum usTSH-niveauet, et forhøjet T3og et reduceret TSH-svar på thyrotropinfrigivende hormon. Forhøjelse af omvendt T3 (rT3) kan også findes.
I tilfælde af hyperthyreoidisme bør behandlingen afbrydes. Klinisk bedring sker normalt inden for få måneder, selv om der er rapporteret om alvorlige tilfælde, der undertiden har ført til dødsfald. Klinisk bedring går forud for normalisering af skjoldbruskkirtelfunktionstestene.
Kurer af antithyreoidea-midler er blevet anvendt til behandling af alvorlig skjoldbruskkirtelhyperaktivitet; store doser kan være nødvendige i starten. Disse kan ikke altid være effektive, og samtidig højdosis kortikosteroidbehandling (f.eks. 1 mg/kg prednisolon) kan være nødvendig i flere uger.”
Sygdomme i nervesystemet (se pkt. 4.8): Amiodaron kan fremkalde perifer sensomotorisk neuropati og/eller myopati. Begge disse tilstande kan være alvorlige, selv om bedring normalt indtræder inden for flere måneder efter amiodaronafvænning; sådanne bedringer kan dog undertiden være ufuldstændige.”
Hud- og subkutane vævsforstyrrelser (se afsnit 4.8): Der kan forekomme overfølsomhed over for sollys, som kan fortsætte efter flere måneders ophør med amiodaron, og patienter, der tager amiodaron, bør instrueres om at undgå udsættelse for sollys eller, hvis det ikke kan undgås, at anvende passende beskyttelse. I de fleste tilfælde er symptomerne begrænset til prikkende, brændende og erytem på soleksponeret hud, men der kan ses alvorlige fototoksiske reaktioner med blæredannelse.
Sværere bulløse reaktioner:
Livstruende eller endog fatale kutane reaktioner Stevens-Johnson syndrom (SJS), toksisk epidermal nekrolyse (TEN) (se afsnit 4.8). hvis symptomer eller tegn på SJS, TEN (f.eks. progressivt hududslæt ofte med blærer eller slimhindelæsioner) er til stede, skal amiodaronbehandlingen straks afbrydes.
Medikamentinteraktioner (se afsnit 4.5)
Komitant brug af amiodaron anbefales ikke sammen med følgende lægemidler: betablokkere, hjertefrekvensnedsættende calciumkanalhæmmere (verapamil, diltiazem), stimulerende afføringsmidler, som kan forårsage hypokaliæmi.
Der er rapporteret om forhøjede plasmaniveauer af flecainid ved samtidig indgift af amiodaron. Flecainiddosis skal reduceres i overensstemmelse hermed, og patienten skal overvåges nøje.