Rockband
For the Record…
Udviklet hårdere kant
Solidificeret ny retning
Tilfredse fans i koncert
Af åbenbart ikke “for gamle”
Lampooned i This Is Spinal Tap
Snagede Grammy i ’88
Udvalgt diskografi
Kilder
Fra en beskeden begyndelse i slutningen af 1960’erne, Jethro Tull, der i næsten et kvart århundrede har været ledet af den uforlignelige fløjtenist, sanger og sangskriver Ian Anderson, er steget til berømmelse med en lang række hits, flere dramatiske comebacks og en Grammy Award i 1988. Gruppens lyd, en blanding af heavy rock, engelsk folkemusik, blues og jazz, har ingen parallel i nutidig musik.
Tull blev dannet i Blackpool, England, i 1967; flere af gruppens tidlige medlemmer – herunder Anderson – havde spillet i John Evan Band. Da Anderson, leadguitaristen Mick Abrahams, bassisten Glenn Cornick og trommeslageren Clive Bunker dannede en kvartet, var de i tvivl om, hvad de skulle hedde. Bandet optrådte under adskillige navne og besluttede sig til sidst for Jethro Tull, som deres agent foreslog – navnet på en engelsk opfinder, agronom, musiker og forfatter fra det 18. århundrede. Denne navnebrors forskellige aktiviteter har fået nogle til at karakterisere ham som en excentriker, hvis ikke en tosse, og hans lidt skøre, om end fantasifulde, personlighed passede godt til bandet.
Anderson startede udelukkende som sanger, men valgte
For the Record…
Originale medlemmer er Ian Anderson (født 10. august 1947 i Edinburgh, Skotland), sang, fløjte, guitar; Mick Abrahams (født 7. april 1943 i Luton, England; forlod gruppen i 1968), guitar, sang; Glenn Comtek (født 24. april 1947 i Barrow-in-Furness, England; forlod gruppen i 1971), bas; og Clive Bunker (født 12. december 1946; forlod gruppen i 1971), trommer.
Sidligere medlemmer omfatter Martin Barre (blev medlem af gruppen i 1968), guitar; John Evan (medlem af gruppen 1970-78), keyboards; Jeffrey Hammond-Hammond (medlem af gruppen 1971-1976), bas; Barriemore Barlow (medlem af gruppen 1971-82), trommer; David Palmer (medlem af gruppen 1977-80), keyboards; John Glascock (blev medlem af gruppen i 1976; døde i 1979), bas; Edwin Jobson (bandmedlem 1980-81), keyboards, violin; Dave Pegg (blev medlem af bandet 1980), bas; Mark Craney (bandmedlem 1980-1984), trommer; Peter-John Vettese (bandmedlem 1982-1987), keyboards; Doane Perry (blev medlem af bandet 1984), trommer; og Martin Allcock (blev medlem af bandet 1988), keyboards.
Gruppen blev dannet i Blackpool, England, 1967; signet af Chrysalis Records, ca. 1968, og udgav første album, This Was, 1968.
Præmier: Guldplader for Stand Up, 1969, Benefit, 1970, Living in the Past, 1972, og A Passion Play, 1973; platinplade for M.U.: The Best of Jethro Tull, 1976; guldplade og Grammy Award for bedste hardrock/heavy metal-præstation, 1988, for Crest of a Knave.
Adresser: Pladeselskab -Chrysalis Records, 9255 Sunset Blvd., #319, Los Angeles, CA 90069.
Op med fløjten, fordi – ifølge en pressemeddelelse citeret af Irwin Stambler i hans Encyclopedia of Pop, Rock, and Soul – “Når de andre spillede, fandt jeg ud af, at jeg bare kiggede rundt i de høje haller. Jeg tænkte, at jeg også gerne ville spille noget og bevæge mig rundt, så jeg fik fat i en fløjte og en mundharmonika og bluffede mig vej igennem.” Andersons bizarre sceneoptræden, der var kendetegnet ved etbenet, åndsvagt fløjtespil og vilde spring, skabte en sensation tidligt i bandets karriere. Men det var Jethro Tulls innovative blanding af jazz, blues og rock, der fangede kritikernes og to unge managers, Terry Ellis og Chris Wright, opmærksomhed.
Ellis og Wright skaffede bandet en pladekontrakt med Chrysalis Records, og den første Tull-udgivelse, This Was, blev udgivet i 1968. Pladen præsenterede gruppens hybride lyd og indeholdt ti originale sange, herunder “A Song for Jeffrey”, som blev en tidlig Tull-standard, og et cover af jazzlegenden Roland Kirks “Serenade to a Cuckoo”. (Creem’s Lester Bangs bemærkede i 1973, at “Anderson har altid travet gamle Roland Kirk-riffs frem … og Anderson burde indrømme den gæld, han skylder ham”, selv om bandet fra starten insisterede på sin fuldstændige originalitet). Rolling Stone’s Gordon Fletcher kaldte This Was “ujævn” og døbte bandet “et ekstremt groft outfit, der lejlighedsvis kom til at ligne et forstærket Frelsens Hær-band”. Ikke desto mindre nåede albummet op som nummer fem på de engelske albumlister to uger efter udgivelsen.
Jethro Tulls debut udkom i USA på Reprise Records i begyndelsen af 1969. Kort efter forlod guitaristen Abrahams bandet og grundlagde sin egen gruppe, Blodwyn Pig; Martin Barre overtog leadguitaropgaverne, mens bandet hastede et opfølgende album, 1969’s Stand Up, gennem produktionen. På indersiden af pladens gatefold-cover var der et gruppefoto, der “poppede” op – med henvisning til LP’ens titel – når coveret blev åbnet. LP’en fik guld i USA og indeholdt en række forbedringer af Tulls lyd. “Nothing Is Easy”, en bluesy rocker med en svævende fløjtesolo, var prototypisk Tull, og kvartettens jazzede arrangement af Bachs “Bouree”, komplet med en bassolo, skubbede yderligere til rockens stilistiske rammer. Den tidligere uenige Fletcher kaldte Stand Up for “storslået”
Tulls sceneshow blev mere og mere enestående og rabiat, om end det var en smule skræmmende for de uindviede. Om deres optræden på Rock and Roll Circus-festivalen i 1970 rapporterede Rolling Stone’s David Dalton: “Når Ian Anderson går op på scenen for at lave sit nummer, forvandler han sig fuldstændig. Jekyll og Hyde. Han bliver en spjættende varulv, der vildt kradser sig i håret, i armhulerne og i sin lange, sjuskede, grå frakke, halvt klovn, halvt vagabond…. publikum er hovedsageligt teenyboppers og har aldrig hørt om gruppen. “Hvem er det?” siger de til hinanden i afskyelige vendinger.”
Developed Harder Edge
Bandet leverede en håndfuld singler, inden de udgav Benefit i 1970. Tull-lyden – især forstærket af John Evans keyboards – blev væsentligt forfinet og forandret fra den psykedeliske blues fra de to første albums til en mere glat, mere rockorienteret fornemmelse. Den hårde knasende guitar fra Barre gav næring til hitsinglen “Teacher” og til numrene “To Cry You a Song” og “With You There to Help Me”. Ifølge Fletcher blev bandet i en musikerafstemning i 1970 anset for at være “det mest lovende nye talent”; faktisk var Tull kun lige begyndt at vise sit potentiale.
I 1971 udgav Jethro Tull Aqualung, sin “klassiske” LP – i hvert fald i de “klassiske rock”-radioprogrammørers øjne. Titelnummeret, med tekster af Andersons kone Jennie, blev den vigtigste Tull-hymne, og dens umiskendelige guitarriff er det mest velkendte stykke Jethro Tull-musik for ikke-fans. “Aqualung” beskriver en “beskidt, hvæsende gammel mand”, en tigger på vej gennem London, fortalte Ian Anderson til Grover Lewis fra Rolling Stone. Resten af “Aqualung”-siden af albummet beskriver andre nedslidte personer, mens side to, der har titlen “My God”, angriber det, som Anderson opfattede som hykleriet i den organiserede religion – især den engelske kirke.
“Det stærkeste, der ramte mig, var frygttaktikken i den religion, som mine forældre forsøgte at få mig til at gå ind i,” fortalte Anderson Lewis om sin inspiration til side to af Aqualung. “Af den og andre grunde var jeg fremmedgjort fra min far i årevis, jeg kunne ikke engang holde ud at tale med ham.” Sangen “Hymn 43” er et typisk eksempel på pladens budskab: “Hvis Jesus redder, så må han hellere redde sig selv/fra de blodige æressøgere, der bruger hans navn i døden.” Albummet indeholder også rockradiostandarderne “Locomotive Breath” og “Cross-Eyed Mary” sammen med folkemelodier i gammel engelsk stil som “Mother Goose”. Aqualung blev et nummer et-album i Storbritannien og en top ti-plade i USA. Kritikerne havde for deres vedkommende flere forbehold over for pladen end fans. Ben Gerson’s Rolling Stone-anmeldelse var typisk for nogle af deres indvendinger: “På trods af det fine musikalske talent og den ofte geniale strukturelle organisering af sangene er dette album ikke ophøjet, men undermineret af sin seriøsitet.” Contemporary Pop Music-forfatterne Dean og Nancy Turner skrev imidlertid i 1979, at “Aqualung var et af de få vellykkede koncept-historiealbum i rockmusikken.”
Solidified New Direction
Men da Aqualung udkom, havde Tulls lineup ændret sig. Cornick og Bunker blev erstattet af to af Andersons Blackpool-venner, bassisten Jeffrey Hammond-Hammond og trommeslageren Barriemore Barlow. Kritikere, der var skuffede over bandets nye budskabstunge retning, hævdede, at Anderson havde renset ud i sin gamle rytmegruppe for at skærpe sin kontrol over lyden. Kontrasten mellem den gamle og den nye stil blev forstærket af udgivelsen i 1972 af den retrospektive toplade Living in the Past, et kompendium af singler, uudgivne numre og live-numre fra bandets første fire år. Rolling Stone’s Fletcher omtalte den nye retning som “ikke meget mere end forstærket folkiedom og moralistisk poprock – en bleg skygge af deres tidligere arbejde.”
Trods dette brok havde Aqualung gjort Jethro Tull til en supergruppe; Anderson og kompagni udsolgte rutinemæssigt store haller og fortjente featureartikler som Lewis’ artikel i Rolling Stone. Lewis beskrev Andersons opførsel på scenen – her under en fremførelse af sangen “My God” – i velkendte vendinger: “Anderson… går nærmest amok, mens han raser mod ‘the bloody church of England’, hopper rundt på et ben, grimasserer, spjætter, gisper, gisper efter vejret, slingrer sig langs scenens forplade, ruller med øjnene, paradrerer med armene, lader som om han har snot fra næsen, bytter guitaren ud med en fløjte, gnaver i fløjten som majskolber, slynger den frem som en stav og vrider den fremad som en stav, vrøvler vanvittigt.” Gruppen, som Lewis beskrev som “mere som en naturkraft, en vind eller en flod”, kommunikerede deres glød til fansene; et oprør ved en koncert i Denver fik politiet til at sprøjte tåregas på de fremmødte, og et kapløb om billetter til en Tull-optræden i 1972 i Uniondale, New York, resulterede i endnu et voldeligt sammenstød mellem fans og politi.
Hvis Aqualung’s konceptuelle ambitioner rystede mange rockkritikere, var sangen Thick as a Brick, der udkom i 1972, en ren og skær provokation. Fletcher afviste den for eksempel som “følelsesmæssigt intetsigende”. Rolling Stone’s Gerson, derimod, hyldede albummet som “et af rockens mest sofistikerede og banebrydende produkter”. Chris Welch fra Melody Maker sammenlignede det mere eller mindre positivt med The Who’s rockopera Tommy og roste Thick as a Brick, mens han indrømmede, at det krævede “tid til at blive absorberet”. Bangs beskrev LP’en i Creem som “en række variationer (selv om de virkelig ikke varierede nok til at holde 40 minutter) over et enkelt, simpelt tema, der begyndte som en slags vemodig engelsk folkemelodi og snoede sig gennem marchtempo, højenergisk guitar, glockenspiels, dramatiske staccato-udbrud som noget fra et filmsoundtrack og masser af soloer af Anderson.” Bangs vovede også at sige, at teksterne “sætter nye rekorder i Tulls kanon af ophøjede følelser og bibelsk retfærdige fordømmelser af nutidige sædeligheder.” Pladens omslag indeholdt en 12-sidet falsk avis fuld af Tull-vittigheder og parodier på britiske tabloid-historier; en tre-minutters “redigering” af Thick as a Brick fik stor radiospredning, da albummet steg til tops på hitlisterne.
Satisfied Fans in Concert
Jethro Tull bevarede sin store fanskare ved at levere shows, der definerede 1970’ernes over-the-top arena-koncerter. Bangs, der aldrig rigtig var en fan af bandets lyd, mente, at “med hensyn til ren og skær professionalisme er Jethro Tull uden sidestykke. De skiller sig ud ved aldrig at undlade at levere et show i fuld skala, komplet med alt det, de ved, at ethvert barn med glæde vil betale sine penge for at se: musik, lydstyrke, kostumer, teater, prangende soloer, lange sæt, to ekstranumre. Jethro Tull er dygtige og disciplinerede; de arbejder hårdt, og de leverer varen.”
Det næste, Tull leverede, var endnu en sang i albumlængde, A Passion Play. Kritikere, der var villige til at forkæle bandet Thick as a Brick, viste tegn på utålmodighed. Stephen Holden smadrede albummet i sin Rolling Stone-anmeldelse og kaldte det “45 minutter af intetsigende kvidren og fnidderi, kun leg og ingen passion – dyrt, kedeligt nonsens”. Bangs indrømmede, at “jeg har absolut intet at sige om det. Jeg kan næsten lide den, selv om den på en måde irriterer mig. Måske kan jeg lide det, fordi det irriterer mig.” Gruppens fans forblev dog loyale og strømmede til koncerter, hvor A Passion Play blev opført i sin helhed sammen med de sædvanlige Tull-hits.
Andersons utrættelige band trak en række succesfulde albums ud i løbet af 1970’erne. WarChild, der blev udgivet i 1974, gav hitsinglen “Bungle in the Jungle”, og i 1975 blev The Minstrel in the Gallery solgt med et respektabelt salg. Anderson fulgte tydeligvis sin muse, uanset hvad kritikerne måtte sige. “Ud fra et meget personligt synspunkt”, sagde han til Melody Makers Harry Doherty efter udgivelsen af Minstrel, “ønsker jeg fortsat at retfærdiggøre det sted på mit pas, hvor der står ‘Occupation: musician’. Jeg føler, at jeg endnu ikke rigtig har retfærdiggjort det. Jeg er ikke helt og holdent en musiker.” For gruppens tilhængere havde han dog mere end retfærdiggjort sig selv. Alligevel antydede han over for Doherty, at han måske ville forlade “den tunge showbiz-ting”, på trods af hans forudsigelse om, at “Jethro Tull i sidste halvdel af 76 vil blive en meget mere enormt populær gruppe.”
Apparently Not “Too Old”
Andersons forudsigelse var korrekt: gruppens udgivelse samme år – Too Old to Rock ‘n’ Roll, Too Young to Die! – solgte hurtigt takket være det smittende titelnummer, der havde succes i radioen. Hvis albummets titel afspejlede en vis uro med hensyn til rockernes levetid, viste sangene og det skrigende tegneseriecover en nyfunden lethed og en omfavnelse af en mere traditionel rocktilgang. I 1976 udgav Chrysalis også M.U.: The Best of Jethro Tull for at udnytte bandets hits; en anden skive med de største hits, Repeat: The Best of Jethro Tull, Volume II, fulgte i 1977.
Bassist John Glascock havde i mellemtiden erstattet Hammond-Hammond og ville blive hos Tull på 1977’s Songs From the Wood og 1978’s Heavy Horses. Disse album bevægede sig i retning af folk-rock med stor vægt på elisabethansk minstrelsytringer. I 1978 udkom også et livligt live-dobbeltalbum, Bursting Out. Glascock døde i 1979, det år, hvor bandet udgav sin næste LP, Stormwatch. Anderson spillede de fleste basstemmer på albummet samt akustisk guitar og fløjte. David Palmer, der havde arrangeret strygere og horn til bandet siden debuten, blev et fuldgyldigt medlem i 1976 og overtog keyboards på Stormwatch efter Evans afgang. På trods af disse omvæltninger fortsatte bandet med at holde deres kunder tilfredse; som en koncertanmeldelse i Los Angeles Times udtrykte det: “Tulls barokrock har ikke været frisk i årevis, og dens sceneshow er ikke længere nyt; men selv om spontaniteten og overraskelserne er væk, er de blevet erstattet af en rolig, lettilgængelig professionalisme, der konstant er underholdende.”
Under deres turné i 1979 blev Tull støttet af et andet engelsk progressivt rockband, U.K. Gruppens keyboardist-elektrisk violinist, Roxy Music-alumne Edwin Jobson, imponerede Anderson så meget, at han rekrutterede ham til at spille med på det, han havde til hensigt at producere som et soloalbum. Resultatet, 1980’s A, var så godt for Anderson, at det blev udgivet som en Jethro Tull-plade. Endnu en gang var besætningen blevet ændret: Jobson erstattede Palmer; Dave Pegg fra folkrockensemblet Fairport Convention tog over på bas, og den ungdommelige amerikaner Mark Craney fungerede som bandets nye trommeslager. A’s lyd var mere elektronisk end tidligere Tull-forsøg, selv om fløjte- og violinspillet mellem Anderson og Jobson antydede en klassisk-progressiv rockfusion.
Lampooned in This Is Spinal Tap
I 1982 udgav Jethro Tull The Broadsword and the Beast; den middelalderlige ikonografi på coveret og de medvirkende numre tydede på, at Tull var begyndt at genbruge det image, som de var blevet latterliggjort mest for. Samme år udkom Rob Reiners satiriske “rockdokumentarfilm” This Is Spinal Tap, og den fiktive Tap-film med det mystiske sætstykke “Stone-henge” var en præcis parodi på Tulls udskejelser.
Snart forlod Anderson middelalderen til fordel for en mere nutidig lyd og debuterede med et soloalbum, Walk Into Light “, i 1983. Med hjælp fra keyboardspilleren Peter-John Vettese, der havde sluttet sig til Tull i forbindelse med Broadsword, producerede Anderson det, som Stereo Review’s Mark Peel kaldte “et konsekvent interessant musikalsk projekt”. Tull udgav Under Wraps i 1984. Turnéen til støtte for dette album blev skæmmet af flere vanskeligheder, herunder stemmeproblemer for Anderson, som han gjorde nyhed om ved at skælde fans ud ved en koncert i Los Angeles for at have skadet hans hals med deres marihuanarygning.
Efter Under Wraps-turnéen tog Anderson noget tid fri fra Jethro Tull. En artikel i People fra 1985 beskrev hans nye forretningsforetagende, en meget lukrativ laksefarm på Isle of Skye i nærheden af Skotland. Profilen beskrev, at stjernen “gik fra Aqualung… til akvakultur – og opnåede lige så imponerende resultater”. I 1987 havde Tull imidlertid en ny udgivelse på vej, The Crest of a Knave, som Encyclopedia of Pop, Rock and Soul-forfatteren Stambler afviste som en af bandets “fattigste udgivelser til dato”. Bandets lineup var igen blevet ændret, idet trommeslager Doane Perry erstattede Craney og keyboardspilleren Martin Allcock var kommet til.
Snagged Grammy in ’88
Langt fra at være besejret havde Anderson og holdet stadig et par overraskelser tilbage til rockverdenen: Crest fik guld og, hvilket overraskede mange, slog de heavy metal-favoritterne Metallica i kampen om Grammy-prisen for bedste hard rock/heavy metal-optræden i 1988. I en Rolling Stone-profil forsvarede Anderson Tulls sejr i lyset af den udbredte kritik fra brancheeksperter og Metallica-fans, der – på det tidspunkt – var nye i forhold til Tull-fans: “Metal er vi ikke. Hard rock, i en knivspids, ja, okay. Hvis du beder den almindelige dreng på gaden om at synge en Jethro Tull-sang, vil han sige…” forklarede Anderson og nynnede guitarriffet til “Aqualung.”
I 1988 bragte Chrysalis et Jethro Tull-boxsæt på markedet; fyldt med genmastede klassikere, uudgivne sange og liveoptagelser af enkeltstående hits fik Twenty Years of Jethro Tull en positiv anmeldelse af Rolling Stones Parke Puterbaugh: “Med sin besættende vægt på uudgivet materiale kan dette bokssæt måske bedst beskrives som en deluxe-souvenir kun for seriøse fans. Alligevel er der utvivlsomt nogle nyligt konverterede Tull-konvertiter, som vil dykke ned i denne dybe guldgrube med hovedet først – og ikke blive skuffede.” Stereo Review kaldte Tulls næste LP, Rock Island fra 1989, for “foder til ‘klassisk rock’-stationer, der ønsker at spille noget aktuelt uden at give deres lyttere for store overraskelser.” På det tidspunkt havde Grammy’en imidlertid udvidet Jethro Tulls fanskare betragteligt.
Med udgangspunkt i deres nye succes afslørede bandet Catfish Rising i 1991. Puterbaugh, der skrev for Stereo Review, indrømmede, at “efter 24 albums kan man roligt sige, at man enten er på bussen eller ikke er på bussen, hvad Jethro Tull angår”, men roste Catfish Rising som en plade, der sandsynligvis vil efterlade fans “behageligt begejstrede”. CD Review var mindre begejstret for denne blanding af folkekære akustiske sange og Tulls karakteristiske hard rock, men kaldte den alligevel en “subtilt tilgængelig blanding”. Alligevel betød rockkritikernes godkendelse utvivlsomt ikke meget for et band, der har fulgt sin meget uafhængige fløjtesvingende leder i langt over to årtier. Om de nogensinde bliver “for gamle til at rocke og rulle” vil være op til deres fans. Og mange af disse fans er unge, lyttere, som Anderson i Rolling Stone beskrev som “de børn, der så Muppets i fjernsynet og hørte Jethro Tull fra deres forældres stereo-COPY00 De er bogstaveligt talt vokset op med Jethro Tull. Vi er den bamse, de ikke smed væk.”
Udvalgt diskografi
På Chrysalis/Reprise
This Was, 1968.
Stand Up, 1969.
Benefit (indeholder “Teacher”), 1970.
Aqualung (indeholder “Aqualung,” “My God,” “Hymn 43,” “Locomotive Breath,” “Cross-Eyed Mary,” og “Mother Goose”), 1971.
Thick as a Brick, 1972.
Living in the Past, 1972.
On Chrysalis
A Passion Play, 1973.
WarChild (indeholder “Bungle in the Jungle”), 1974.
The Minstrel in the Gallery, 1975.
Too Old to Rock ‘n’ Roll, Too Young to Die!, 1976.
M.U.: The Best of Jethro Tull, 1976.
Repeat: The Best of Jethro Tull, Volume II, 1977.
Songs From the Wood, 1977.
Heavy Horses, 1978.
Live: Bursting Out, 1978.
Stormwatch, 1979.
A, 1980.
The Broadsword and the Beast, 1982.
Under Wraps, 1984.
The Crest of a Knave, 1987.
Twenty Years of Jethro Tull, 1988.
Rock Island, 1989.
Catfish Rising, 1991.
A Little Light Music, 1992.
Soloalbums af Ian Anderson
Walk Into Light, Chrysalis, 1983.
Kilder
Bøger
Stambler, Irwin, Encyclopedia of Pop, Rock and Soul, St. Martin’s, 1989.
Turner, Dean, and Nancy Turner, Contemporary Pop Music, Libraries Unlimited, 1979.
Periodicals
CD Review, december 1991.
Creem, maj 1973; oktober 1973.
Los Angeles Times, 15. november 1979.
Melody Maker, 11. marts 1972; 27. september 1975.
People, 22. april 1985.
Rolling Stone, 19. marts 1970; 22. juli 1971; 25. maj 1972; 22. juni 1972; 15. februar 1973; 30. august 1973; 1. december 1988; 21. september 1989; 10. november 1989.
Stereo Review, april 1984; februar 1990; december 1991.
-Simon Glickman