Hvis du er født efter 1991, er der gode chancer for, at du kender Ice-T under et andet navn: Detektiv Fin Tutuola, den lokale badass i NBC’s Law and Order: SVU. Det er en persona, der i sidste ende er gennemsyret af ironi, når man tænker på, hvordan manden, der er født Tracy Lauren Marrow, blev berømt gennem musikalsk berømmelse – først som rapper (hans debutalbum, Rhyme Pays fra 1987, var et af de første albums, der bar det berygtede “Parental Advisory”-klistermærke) og senere som frontmand i heavy metalbandet Body Count. Deres protestsingle “Cop Killer” fra 1992 udløste en kulturel ildstorm uden fortilfælde og tiltrak sig vrede fra hele det politiske establishment – alle fra Tipper Gore til den daværende præsident George H. W. Bush; kontroversen var så intens, at bandet til sidst måtte trække singlen tilbage fra Body Counts eponyme debut, efter at deres pladeselskab modtog dødstrusler.
Politikere og politiet har betragtet Body Count som ballademagere, men musikfans så anderledes på tingene. Body Count fik guld på trods af “Cop Killer”‘s udeladelse, og Ice-T og kompagni udgav yderligere fire album i løbet af de følgende årtier, en periode, der også var præget af periodiske tragedier og tre af de oprindelige medlemmers død. Alligevel holdt de ud.
Sidst på måneden vender Body Count tilbage med deres sjette album, Bloodlust. Den rasende plade, der i høj grad er inspireret af valget i 2016, indeholder gæsteoptrædener fra nogle af metallens største navne, herunder Megadeth-guitaristen Dave Mustaine, Lamb of God-frontmand Randy Blythe og Sepultura-medstifter Max Cavalera. Vi mødte Ice-T i en pause i SVU-optagelserne for at tale om Bloodlust, heavy metal, politik – og endda Ben Carson. Det var en interessant snak, for at sige det mildt.
Jeg vil gerne starte med at spørge om “Borgerkrig”, fordi vores land ikke er i gang med en bogstavelig borgerkrig, men det føles sgu som om det. Hvordan blev den sang til, og hvordan hænger den sammen med albummet som helhed?
Dette album blev lavet under valget. I løbet af det sidste år eller to har jeg bare bemærket, at hvis der nogensinde har været en splittelse i USA, er det blevet meget tydeligt i de sidste par år, ligesom under hele dette valg. Vi kan godt lide at sige, at landet er splittet, men under valget kunne man virkelig se det. Nu er Twitter som en slagmark. Folk siger én ting, og så angriber de bare. Og det er vanvittigt. Jeg lader som om, hvad nu hvis det her lort virkelig sker? Hvad nu, hvis folk gik løs på hinanden? Det er lidt som en advarselshistorie. Okay, det kan ske. Hvis jeg kan få det til at lyde virkelig virkeligt, som om det virkelig er sket, kan det måske vække folk og sige: “Hey, det er det her, vi er på randen af.”
På en måde er det ligesom, da jeg lavede “Cop Killer”. Jeg var sådan: “Yo, politi, hvis I bliver ved med at trippe, er der måske nogen, der kommer efter jer. Det kan ske.” Det er mere det, det er. Jeg ønskede at sætte tonen og bringe begyndelsen af denne plade til det sted, hvor vi er nu. Vi er på det punkt, hvor enhver overtrædelse mellem folk kan udvikle sig til en total krig. Og det kan ske i en lille by. Det kan ske hvor som helst. Så det burde gøre dig klar til resten af albummet. Dave Mustaine er den første stemme, du hører på pladen; han står for annonceringen.
Hvad er dit syn på vores nuværende politiske situation?
Den store ting lige nu er Ben Carson. Ben Carson kom ud og sagde noget dumt lort. Alle gik løs på ham. Og så sagde de: “Nå, men Obama sagde jo det samme lort” – men Obama er ikke et dumt svin. Denne fyr har sagt dumme ting i lang tid. Jeg så ham sige noget dumt lort under valget, hvor han henviste til mexicanere, der kommer hertil og arbejder gratis. Og jeg tænkte: “Det er jo vanvittigt, mand. Hvad fanden? Der er den følelse af, at sorte mennesker vil stemme på alle sorte mennesker. Nej. Nej. Nej. Nej. Alle sorte mennesker kan ikke lide mig. Vi vil have det bedste ud af livet, og hvem der end bringer det til os. Og det er ligesom alle andre.
Så nu taler alle om ham. Men egentlig taler de ikke om Trump, som er herovre, der står hofte dybt i lort over denne valgskandale. Og han er bare, ligesom, ude af kontrol. Denne motherfucker vil ikke engang flytte ind i Det Hvide Hus! Det er som om jeg bliver præsident og siger: “Jeg vil bare blive i min vuggestue. Jeg kan lide min Xbox, og jeg vil gå til All-Star weekend, og jeg vil fortsætte med at gøre det, jeg gør – men jeg er præsident!”
Så, verden er ude af kontrol. Der foregår en masse lokkemad. “Se det her, mens vi gør det her.” Og jeg synger af mine lungers fulde kraft, men alle vil ikke købe denne plade. Det, jeg altid har håbet på, er, at jeg ville ønske, at jeg virkelig kunne give mine gamle Body Count-fans energi, for vi solgte et par millioner plader i sin tid. Bare køb pladen for nostalgiens skyld!
I pressemeddelelser har du identificeret vold som et vigtigt tema på denne plade. “The Ski Mask Way” og “This Is Why We Ride” beskriver røverier og drive-bys.
Det er mig, der siger: “Yo, det her er, hvem jeg virkelig er.” Jeg er virkelig bekendt med “The Ski Mask Way”. Den sang er mig, der siger, at I motherfuckers er herude på de sociale medier – det er mere en sang om de sociale medier. I praler med … I ved, hvad der skete med hjemmepigen i Paris. I viser det frem. Der er ulve herude. Blodtørsten er dyb. Og disse katte, du giver alle disse oplysninger, så de kan komme og røve dig. Jeg lægger mig selv i hænderne på røveren, og hans mentalitet er: “Jeg har ingen planer med dig.” Og det er et af elementerne i menneskelighed. Det er altid sjovt at spille den onde.
“This Is Why We Ride” er min forklaring på gadens vanvid. Det ser dumt ud, men det er hævn. Du har måske aldrig fået nogen til at dræbe dit barn, du har måske aldrig måttet se din bedste ven forbløde, men du har lyst til at gå efter dem – og de gør det. Hvor slemt det end er, så er der en metode i det vanvid. Der er et vanvid i gaderne, men der er en grund til det. Og jeg tror, at jeg er en af de eneste, der kan forklare det. Og jeg mener, at det er min pligt.
Så er der “Here I Go Again”, hvor man kommer ind i hovedet på en seriemorder. Du har set meget af det her ske på gaden, men du er også far og ægtemand og bestemt ikke en seriemorder. Er det nogensinde svært at skrive fra det perspektiv?
Nej. Jeg er en særling; jeg er en gyserfan. Disse ting findes overalt omkring os. Og ved du hvad, jeg fortæller folk, at det er min Stephen King-side. Hvordan kan den skide Stephen King skrive bog efter bog efter bog efter bog af det her lort? En af dem er okay. Men denne fyr, han bliver ved med at komme med det her lort. Hvad tænker han på? Jeg er venner med Chris Barnes, som laver Six Feet Under. Jeg har lyttet til en af hans dødsmetalplader. Jeg tænkte: “Chris, det er slut. Jeg tror ikke, at du kan overnatte hos mig mere. Hvad fanden?” Jeg ved det ikke. I SVU skriver alle de her piger alle de her skøre ting; jeg ser også skørt på dem. Jeg tænker bare: “Ja, okay.” Måske skulle jeg være mere som Rob Zombie og skrive nogle gyserfilm.
Hvor skriver du mest?
Når jeg laver et Body Count-album, skriver vi først musikken, og så skriver vi 15-20 instrumentaler, som kan spille uden ord. Så sangskrivningen foregår uden ord. Så mixer de det til et to-spor, og så er det lidt ligesom at lave et rap-album. For jeg har sporet, og jeg sidder oppe med en blok, og nogle gange laver jeg hook’en. Jeg skriver i min stue. Jeg tager hovedtelefonerne på, og nogle gange får jeg hooket først. Det lyder måske som kunstnerlort, selv om jeg vel er kunstner – folk hader det, når man siger det – men musikken fortæller mig på en måde, hvad sangen handler om. Når du hører “Here I Go Again”, de der sange, så tænker din hjerne: “Det er en gyserfilm. Og det er en slags Crowbar-agtig sang; den er virkelig chunky. Og da Max fra Soulfly og Sepultura hjalp os med at lave “All Love Is Lost” – det er sådan en brutal plade – kan man ikke rigtig synge om “I love my mother” på den. Det er som om, du er sindssyg. Det var oplagt til en sang om en person, der har forrådt dig. Og jeg skrev også en skitse til en vanvittig video til den.
Hvordan kom dine samarbejder med Mustaine, Blythe og Cavalera i stand? Har du været venner med dem i et stykke tid?
Jamen, David er den mest interessante af dem. Langt tilbage i tiden kneppede jeg med Megadeth, men jeg kendte ikke David Mustaine af navn. Og han lavede et interview med et eller andet magasin i LA og spurgte om sine fem yndlingsalbum. Og han sagde: “O.G., O.G., O.G., OG., O.G…” Han nævnte min plade fem gange! Og jeg mødte ham, og han er en cool fyr; jeg lærte hans historie, og vi har bare været venner. Når vi er klar til at lave disse albums, siger alle de mennesker, vi har mødt inden for metal – uanset om det er Henry Rollins eller Duff fra Guns N’ Roses eller alle de forskellige mennesker, som vi er blevet venner med – “Hey, hvis du skal i studiet, så ring til os. Lad os vide det. Kom til en sang.” Og det gør vi aldrig.
Så i år sagde jeg: “Fuck det. Ring til de røvhuller! Lad os se, hvad der er i gære.” Vi sendte David “Civil War”. Han kom med ideen om at lave annonceringen. Han lavede den mest vanvittige guitarsolo på den plade. Max , vi stødte ind i ham på vejen – vi åbnede op for Sepultura dengang, da de spillede med Ministry – og han hoppede på pladen og bragte faktisk noget musik med til sessionerne. Og så var Randy og Ernie C i et program i LA og blev venner. Vi rockede med Lamb of God i Montreal, og alle disse mennesker stod virkelig ved deres ord. Da vi ringede til dem, sagde de: “Ja, ja, send mig nummeret.”
Godt nok behøver man i dag ikke at være det samme sted. Du sender sporet, og de lægger sporet. Så vi indspillede ikke fysisk i det samme rum. Men det er ligegyldigt, for med den slags folk er de med på din plade. De hjælper ikke kun med pladen. De er medunderskrivere for deres fans. Og vi er medunderskrivere over for vores fans. Folk vil måske sige: “Åh, jeg synes ikke, de er seje. Åh, de boller med Body Count? Okay, cool, cool, cool.” Da vi arbejdede med Slayer, var der mange, der syntes, at Slayer var racistiske. Og det lukkede de ned for ved at have en sang med mig, ikke?
Du nævnte Crowbar tidligere. Hvad har du lyttet til på det seneste, på metalsiden?
Jeg lytter til en metalradiostation herude, Seton Hall University Radio Station. Misforstå mig ikke, men når jeg laver en plade, lytter jeg ikke til andre plader; jeg vil ikke lytte til en plade i radioen og så forsøge at lave en plade som den. Det forurener min tankeproces. Mig selv kan jeg godt lide klassisk hardcore-lort. Jeg lytter til ting som Wisdom in Chains, Screwball, og Madball og Biohazard – noget, der ligner det, jeg laver. Og så lytter jeg til gammelt, klassisk lort, som Led Zeppelin og alt muligt mærkeligt lort. Og derhjemme lytter jeg ikke til noget hårdt. Jeg lytter til ambient spa-musik.
Hvad med din etårige datter, Chanel? Er hun et metalhoved på vej?
Hun har hørt Bloodlust måske 58 milliarder fucking gange. Hendes bedstemor sang “Beauty and the Beast” for hende, og hun ville ikke reagere; hun begyndte at sige “BEAUTY AND THE BEAST”. Hun løftede hænderne i vejret. Hun kan lide det hårdt; hun er vild med det. I mit hjem kan jeg ikke høre på det lort – for når man kommer ind i mit hus, går man lige ind i et spa. Jeg har akvarier og rindende vand, og alle taler virkelig langsomt. Man kan ikke leve i det miljø hele tiden. Det giver dig hovedpine.