Straight railEdit
Straight rail menes at stamme fra det 18. århundrede, selv om man ikke kender det nøjagtige oprindelsestidspunkt. Formålet med straight rail er simpelt: Et point, kaldet en “count”, scorer man hver gang en spillers stokkugle har kontakt med begge objektkugler (den anden stokkugle og den tredje kugle) i et enkelt slag. En sejr opnås ved at nå et aftalt antal counts.
Der var ved straight rail’s begyndelse ingen begrænsning på måden at score på. Teknikken med crotching, eller at fryse to kugler ind i hjørnet, hvor skinnerne mødes – crotch – øgede dog kraftigt tællingerne, hvilket resulterede i en regel fra 1862, som kun tillod tre tællinger, før mindst én kugle skulle køres væk. Der blev fortsat udviklet teknikker, som øgede tællingerne betydeligt på trods af forbuddet mod crotching, især udviklingen af en række “amme”-teknikker. Den vigtigste af disse, rail nurse, indebærer, at man gradvist skubber objektkuglerne ned ad en rail, idet man ideelt set kun flytter dem en lille smule ved hvert tælling, holder dem tæt sammen og placerer dem ved afslutningen af hvert slag i samme eller næsten samme konfiguration, således at nurse kan gentages igen og igen.
Straight rail er stadig populært i Europa, hvor det betragtes som et fint øvelsesspil til både balkline og tre-bund billard. Derudover er Europa vært for professionelle konkurrencer kendt som pentatlon, hvor straight rail er med som en af fem billarddiscipliner, som spillerne konkurrerer i. De andre fire er 47.1 balkline, cushion caroms, 71.2 balkline og three-cushion billard.
Straight rail blev spillet professionelt i USA fra 1873 til 1879, men er ualmindeligt der i dag.
BalklineRediger
I 1879 blev en variant kaldet “champion’s game” eller “limited-rail” introduceret med den specifikke hensigt at frustrere rail-sygeplejersken. Spillet anvendte diagonale linjer ved bordets hjørner til regioner, hvor tællingerne var begrænsede. I sidste ende udvidede champion’s game dog på trods af sin afvigelse fra straight rail blot dimensionerne af det balkrum, der var defineret under det eksisterende skridtforbud, hvilket ikke var tilstrækkeligt til at stoppe amning.
Balkline afløste champion’s game og tilføjede flere regler for at bremse amningsteknikker. I balkline-spil inddeles hele bordet i rektangulære balkpladser ved at trække par balkliner i længderetningen og bredden på tværs af bordet parallelt fra hver skinne. Dette opdeler bordet i ni rektangulære balkpladser. Sådanne balk spaces definerer områder af bordets overflade, hvor en spiller kun kan score op til et vist antal point, så længe objektkuglerne befinder sig inden for det pågældende område. Derudover er der tegnet rektangler, hvor hver balklinje møder en skinne, kaldet ankerrum, som udviklede sig for at stoppe en række plejeteknikker, der udnyttede det faktum, at hvis objektkuglerne straddede en balklinje, var der ingen tællegrænse.
For det meste er forskellene mellem et balkspil og et andet defineret ved to foranstaltninger: afstanden mellem balklinjerne og det antal point, der er tilladt i hvert balkrum, før mindst én kugle skal forlade området. Generelt får balkline-spil og deres særlige begrænsninger numeriske navne, der angiver begge disse egenskaber; det første tal angiver enten tommer eller centimeter afhængigt af spillet, og det andet, efter en prik eller en skråstreg, angiver begrænsningen i antal balk-rum, som altid er enten en eller to. For eksempel i 18.2 balkline, et af de mere fremtrædende balkline-spil og af amerikansk oprindelse, angiver navnet, at balklinerne trækkes med en afstand på 18 tommer fra hver bane, og at der kun er tilladt to tællinger i et balkrum, før en bold må forlade det. I 71.2 balkline, der er en fransk opfindelse, trækkes linjerne derimod 71 centimeter fra hver bane, og der er også en begrænsning på to tællinger i balkrummene. I det stærkt franskprægede sprogbrug i karambillard kaldes det første af disse slag for entre og det andet for dedans; i spil med et enkelt greb i balkline kaldes det ene tilladte greb for dedans.
I sine forskellige udgaver var balkline den fremherskende karambillarddisciplin fra 1883 til 1930’erne, hvor den blev overhalet af billard med tre puder og pool. Balkline er stadig populært i Europa og Fjernøsten.
Et-bundRediger
One-cushion carom, eller blot cushion carom, opstod også i slutningen af 1860’erne som et andet alternativ til det repetitive spil med straight rail, inspireret af en tidlig variant af engelsk billard. Formålet med spillet er at score cushion caroms, hvilket betyder en carom fra begge objektkugler, hvor mindst én railcushion er ramt inden slaget på den anden objektkugle. One-cushion carom er stadig populært i Europa.
Three-cushionRediger
I three-cushion carom gælder det om at carambole begge objektkugler med mindst tre skinnepuder, der berøres, før stokkuglen kommer i kontakt med den anden objektkugle.
Three-cushion er et meget vanskeligt spil. Et gennemsnit på 1 point pr. inning er spil på professionelt niveau, og et gennemsnit på 1,5 til 2 point er spil i verdensklasse. Et gennemsnit på 1 betyder, at en spiller for hver tur ved bordet laver 1 point og misser én gang, og således laver et point på 50 % af sine slag.
Wayman C. McCreery fra St. Louis, Missouri, er krediteret for at have gjort spillet populært i 1870’erne. Mindst én publikation hævder kategorisk, at han også opfandt spillet. Den første billardturnering med tre puder fandt sted den 14.-31. januar 1878 i St. Louis, med McCreery som deltager og Leon Magnus som vinder. Det højeste løb i turneringen var kun 6 point, og det højeste gennemsnit var 0,75. Spillet blev kun sjældent spillet, og mange af datidens topcaromspillere gav udtryk for deres modvilje mod det, indtil Lambert Trophy blev indført i 1907. I 1924 var trehåndboldspillet blevet så populært, at to giganter inden for andre billarddiscipliner aftalte at tage spillet op specielt til en udfordringsmatch. Den 22. september 1924 spillede Willie Hoppe, verdensmesteren i balkline (som senere kastede sig lidenskabeligt over tre-billard), og Ralph Greenleaf, verdensmesteren i straight pool, en velreklameret, flere dage lang kamp om 600 point. Hoppe blev den endelige vinder med et slutresultat på 600-527.
Trekugle-billard er fortsat meget populært i dele af Europa, Asien og Latinamerika og er det mest populære carambole-billardspil, der spilles i USA i dag, hvor pool er langt mere udbredt. Det vigtigste styrende organ for denne sport er Union Mondiale de Billard (UMB). Den har afholdt verdensmesterskaber med tre dyner siden slutningen af 1920’erne. Det af Den Internationale Olympiske Komité anerkendte World Pool-Billiard Association (WPA) samarbejder med UMB for at holde deres regelsæt synkroniseret.
Kunstnerisk billardRediger
I kunstnerisk billard konkurrerer spillerne om at udføre 76 forudindstillede slag af varierende sværhedsgrad. Hvert sæt skud har en maksimal pointværdi tildelt for perfekt udførelse, der spænder fra et minimum på 4 point for skud med den laveste sværhedsgrad og stiger til et maksimum på 11 point for skud, der anses for at have den højeste sværhedsgrad. Der er i alt 500 point til rådighed for en spiller.
Hvert slag i en kunstnerisk billardkamp spilles fra en veldefineret position (i nogle spillesteder inden for en nøjagtig tolerance på to millimeter), og hvert slag skal udfolde sig på en fastlagt måde. Spillerne har ret til tre forsøg på hvert slag. Generelt kræver de skud, der udgør spillet, selv 4-punkts skud, en høj grad af dygtighed, hengiven øvelse og specialiseret viden for at kunne udføres.
Verdensmesterskabet startede første gang i 1986 og krævede brug af elfenbenskugler. Dette krav blev dog droppet i 1990. Den højeste score, der nogensinde er opnået i en samlet konkurrence, er 427, som blev sat af Walter Bax den 12. marts 2006 ved en konkurrence afholdt i Deurne, Belgien, hvilket slog hans egen tidligere rekord på 425. Spillet spilles fortrinsvis i Vesteuropa, især i Frankrig, Belgien og Holland.